Skik og brug af det danske flag

I Danmark har vi ingen decideret flaglov om det danske nationalflag, Dannebrog. Det vil sige, at du, som privat person og ejer af flagstang og flag eller vimpel, ikke har pligt til at følge nogle bestemte krav eller regler, når du vil pryde din bolig eller andet med Dannebrog hejst op i din flagstang. Der er dog en række uskrevne regler samt en vis flagskik, som er værd at overholde og værne om.

Hvornår må jeg flage?

Du må flage fra solopgang til solnedgang. Det er dog kutyme ikke at flage før kl. 8.00, hvor nogle også mener, at man bør hejse det ned senest kl. 20. Denne påstand skal dog ikke tages så bogstaveligt, da man sagtens kan flage efter kl. 20, hvis solen endnu ikke er gået ned. Myterne siger dog, at flager man om natten, flager man for fanden. Vimpler er altid tilladt at flage med, både dag og nat.

Hvilke flag må jeg flage med?

Det er i Danmark tilladt at flage med alle de nordiske flag som det norske, svenske, finske eller færøske nationalflag. Ligeledes kan man vælge at flage med FN- eller EU-flaget uden at skulle have en særlig tilladelse. Ønsker man derimod at hejse andre nationalflag, skal man have tilladelse af politiet. Det vil sige, at ønsker du at hejse eksempelvis det tyske flag fra din flagstang, kræver det, at du oplyser det til dit lokale politi.

Der eksisterer også visse regler i forhold til placeringen af Dannebrog, når vores danske flag skal stå sammen med andre nationalflag. Her er det ikke ligegyldigt, hvor Dannebrog placeres i forhold til de andre. Som hovedregel skal Dannebrog altid stå i midten, hvis der er tale om et ulige antal nationalflag. Er der et lige antal flag, skal Dannebrog stå længst til venstre for dem, som står og kigger på dem. Herefter vil de øvrige lande følge i alfabetisk orden, men i forhold til hvordan landene staves på fransk. Det er yderligere en regel, at Dannebrogsflaget ikke må være mindre end de øvrige flag. Begivenheder, hvor disse regler indføres, kan være ved internationale sportsarrangementer o. lign. I tilfælde af, det kun er de nordiske lande, følges en speciel rangorden, som ser således ud:

  1. Danmark
  2. Sverige
  3. Norge
  4. Finland
  5. Island
  6. Færøerne
  7. Ålandsøerne
  8. Grønland

I Danmark kan du med rette flage på mærkedage, fødselsdage samt helligedage. Man kan også flage på halvt i forbindelse med eksempelvis en begravelse. Her er kutymen, at man først hejser flaget helt, hvorefter flaget langsomt hales ned, således underkanten af flaget er ud for midten af flagstangen. Når flaget skal ned igen, skal flaget ligeledes hejses helt op, før det kan hales ned igen.

Flagets historie

Det var ved slaget om Lyndanisse i Estland d. 15. juni, at den danske nationalflag, Dannebrog, eftersigende faldt fra himlen og gav Kong Valdemar og hans soldater sejren tilbage i 1219. Derfor er d. 15. juni, den dag i dag, kendt som Valdemars dag, hvor vi også flager på højt. Men vidste du, at Dannebrog faktisk ikke var det første danske nationalflag? Før Dannebrog var der Ravnefanen. En rød dug, hvor Odins ravn, i sort, var broderet ovenpå. Dette flag var oprindeligt Danernes flag og samlingsmærke, og blev kaldt Danebrog. Det var også et krigssymbol, når vikingerne tog på togt i udlandet.

Odins ravn måtte til sidst vige for korset i forbindelse med kristendommens indførelse i Danmark. Her blev ravnen således erstattet af det hvide kors på den røde baggrund, som vi kender det i dag.  Selvom Ravnefanen kom først, er Dannebrog dog stadig verdens ældste nationalflag.

De forskellige flag

Flagene, som du kan købe i dag, produceres typisk i enten polyester eller uld. Fordelene ved et flag af polyester er, foruden slidstyrken, at det er særlig modstandsdygtigt over for sollys, og tørrer let, skulle flaget blive vådt. Fordelene ved et flag af uld er også slidstyrken, men også at det modstår smuds pga. uldens elasticitet.

Herunder er listet de forskellige typer af flag, som typisk hejses på flagstængerne i Danmark:

Nationalflaget – kaldes også stutflag, koffardiflag eller handelsflag
Splitflaget – anvendes af Kongehuset og statens civile og militære myndigheder
Vimplen – må anvendes 24 timer i døgnet, alle årets dage
Dannebrogsstanderen – kaldes også stander
Orlogsflaget – må kun anvendes på Søværnets skibe
Yachtflaget – må anvendes af dæksbåde til lysfart samt sejlsportsklubber
Stormflaget – anvendes ved kraftig vind og blæst

Disclaimer